Biksemad

Biksemad a la 18-års fødselsdag

Vi havde naturligvis en del kød tilbage fra Annes fest. Det er da fuldstændig umuligt at ramme rigtigt. Og på trods af at pigerne og jeg lunede noget af kødet søndag aften, var der heldigvis nok tilbage til biks mandag. Jeg bryder mig dog ikke om kun at spise kød og kartofler, så der blev fyldt op med grøntsager – ja, faktisk også rester fra lørdag. Man kan vel nærmest bruge al slags kød, men her blev det flæskesteg, culottesteg og andesteg.
En rigtig god Worcestershiresauce er The original and genuine Lea & Perrings. Den kan bla. fås i IRMA.

IMG_4103.jpg
Biksemad


Biksemad

4 pers.

Ingredienser
Flæskesteg
Culottesteg
Andesteg
4 skiver bacon
800 g kartofler
1 squash
2 løg
250 g champignon
1 stor håndfuld bredbladet persille

  1. Kog kartoflerne møre.
  2. Skær løg i både, squash i kvarte og champignon i skiver
  3. Svits baconen sprød. 
  4. Steg grøntsagerne sammen med baconen.
  5. På en anden pande svitses kartoflerne.
  6. Skær kødet i tern og steg det sammen med grøntsagerne.
  7. Når kartoflerne er ristet, blandes det hele sammen og steger i 5 minutter til.
  8. Til sidst vendes den hakkede persille ned til biksemaden
  9. Serveres med spejlæg, ketchup og Worcestershiresauce. 

Franske flutes

Flutes til bruchetta

Vi holdt Annes fødselsdag i lørdags. Mange af retterne har jeg allerede lagt opskrifter ud på, men her får I buffeten, som vi serverede:

Forret
Bruchetta med:
Champignon med Peters hjemmerøgede bacon
Stegt courgette med serranoskinke og ristet persille
Bøffelmozzarella og tomat

Hovedret
Culottesteg
Flæskesteg på grillen
Andebryst
Rodfrugtsalat
Bønnesalat
Romanescosauce
Tsatsiki
Foccaciabrød

Dessert
Blommefrangipane med vanillesyltede blommer og vanilleis

Til bruchettaen bruger jeg altid disse flutes. De skal helst bages dagen før, for så er de nemmest at riste. Til disse flutes bruger jeg en surdej, som skal laves et par dage før.

Franske flutes

Opskrift på flutes
6 stk

Surdej
200 g hvedemel
1 spsk honning
1 dl lunkent vand
1 dl surmælksprodukt
2 g gær

  1. Opløs gæren i vandet. 
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør rundt.
  3. Hæld surdejen på en lukket beholder og sæt den i køleskabet mindst to døgn, før den skal bruges.
Flutes
 
Ingredienser
25 g gær
6 dl koldt vand
15 g salt
1 dl olie
25 g surdej
1 kg italiensk hvedemel
  1. Opløs gæren i vandet.
  2. Tilsæt salt, olie og surdej.
  3. Tilsæt mel og enten ælt det eller rør det på røremaskine, til dejen er glat.
  4. Lad dejen hvile i en halv times tid.
  5. Rul flutene ud og lad dem hæve til dobbelt størrelse omkring 1 1/2 time. Drys lidt mel over flutene.
  6. Tænd ovnen på 250 grader.
  7. Lav tre ridser på tværs i hvert flutes med en skarp kniv eller en flutesnitter (se tips!)
  8. Sæt en lille bradepanden eller et lille fad i bunden af ovnen. 
  9. Hæld en kop vand i.
  10. Sæt flutene ind. Sluk ovnen i 5 minutter og tænd derefter på 220 grader.
  11. Bag flutene i 10-15 minutter.

 

Mørbradgryde med grønkål og squash

Mørbradgryde med grønkål og squash

Mørbradgryde med grønkål og squash

I aften stod menuen på mørbradgryde med grønkål og squash og kartofler til. Jeg kunne heldigvis få vildmosekartofler – yndlingskartoflen.
Vi er næsten færdige med Harry Potter marathon, så middagen skulle være overskuelig, så vi kunne komme i gang med første halvdel af syveren. Det er et par år siden, vi sidst så filmene. Da var vi i New York, hvor de sendte dem. Godt nok med en frygtelig masse reklamer, men det var dejligt at kaste sig ned i sofaen foran fjernsynet oven på de lange dage med mange, mange skridt.
Så er der kun to dage til Annes fødselsdagsfest. I dag fik jeg, udover at gøre rent i huset, lavet mørdeje og syltede blommer til blommefrangipanen. Jeg nåede heldigvis også at købe ind, så jeg straks i morgen tidlig kan gå i gang. Det bliver en herlig dag i køkkenet.

IMG_4054.jpg
Mørbradgrude med grønkål og squash

Mørbradgryde med grønkål og squash
4 pers.

Ingredienser
600-800 g mørbrad
Olie
Salt 
Peber 
Sød chili
2 rødløg
1 squash
Grønkål
2 1/2 dl madlavningsfløde
Persille

1 kg.vildmosekartofler

  1. Puds mørbraden fri for fedt og sener.
  2. Skær mørbraden op i bøffer og bank dem let med håndfladen.
  3. Krydr med salt, peber og sød chili.
  4. Steg bøfferne 3-4 minutter på hver side og læg dem derefter over på en tallerken.
  5. Tænd ovnen på 200 grader.
  6. Skær løg og squash i skiver.
  7. Rist løg og squash på den samme pande, som du stegte mørbradbøfferne på.
  8. Efter 4-5 minutter tilsætter grønkålen lidt afd gangen.
  9. Tilsæt fløden.
  10. Sæt panden med mørbradbøfferne ind i ovnen i 10 min.
  11. Tag panden ud. Drys med lidt persille og server med nykogte kartofler eller brød.


Kartoffelpizza

Kartoffelpizza

Jeg ved godt, at jeg har blogget opskriften på kartoffelpizza før, men I får den lige igen, for vi holder så meget af den.
Her i huset er der fuld fart på, da vi skal være 22 til middag på lørdag. Haven er ordnet, og huset bliver skuret.Selv adventskransen er lavet og står klar i kælderen til på søndag. Mere om den i morgen.

Kartoffelpizza

Pizzadej
1 pizza

Ingredienser

2 1/2 dl koldt vand
30 g gær
10 g salt
1 tsk sukker
2 spsk olie
100 g fuldkornsdurummel
175 g hvedemel tipo 00

  1. Gæren opløses i det kolde vand, hvorefter salt, sukker og olie tilsættes. 
  2. Melet røres i, til dejen er næsten helt fast. 
  3. Hæver 2-2 1/2 time til dobbelt størrelse.
  4. Dejen æltes igennem og tilsættes ekstra durummel, til den kan rulles ud. Rulles så tyndt ud som muligt til den passer til din pizzaplade/form.

 

Kartoffelpizza

3-4 bagekartofler med skræl i tynde skiver
150 g revet frisk mozzarellaost
Olie
Hvidløg

Tørret rosmarin

  1. Et par timer før skæres kartoflerne i tynde skiver. Hvis du har et mandolinjern, så brug det.
  2. Bland olie, hvidløg og tørret rosmarin. 
  3. Læg kartoffelskiverne i koldt vand i 20 min. og læg dem derefter til at tørre på et viskestykke, til du skal bruge dem.
  4. Drys ost ud på bunden. 
  5. Læg kartoffelskiverne i et pænt cirkelmønster og dryp lidt olie på.Drys lidt salt over.
  6. Pizzaen er færdig, når bunden er brun og sprød.
  7. Ovn: 250 grader Grill: På bagesten for fuld styrke.


 

Småkager med rosmarin og citron

Småkager med rosmarin og citron

Julen nærmer sig, og det samme gør småkagebagningen. Jeg har bagt vanillekranse, siden jeg var en lille pige, så de skal selvfølgelig laves. Derudover har de italienske biscottis på en eller anden måde også sneget sig ind og bliver altid lavet som det første i december.
Jeg var på småkagekursus for et par år siden, og der bagte jeg disse småkager for første gang. De er lidt anderledes, men kan sagtens sniges ind i julebagningen. De har en tydelig smag af citron og en undertone af rosmarin. De smelter på tungen.
De skal rulles til pølser og sættes på køl. Det er meget vigtigt. Ellers er de ikke til at skære ud. Dejen er lidt porøs, men rul den og læg den i film, så kan den formes lidt mere, når den først er afkølet.

Småkager med citron og rosmarin

Småkager med rosmarin og citron
Ca. 40 stk.

Ingredienser
150 g stuetempereret smør
150 g sukker
50 g flormelis
1 æg
Skal af to citroner
1 stilk frisk rosmarin
250-300 g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 knsp salt

  1. Pisk smørret med sukker og flormelis, til det er lyst og luftigt.
  2. Pisk ægget sammen og tilsæt.
  3. Bland mel, salt og bagepulver sammen.
  4. Riv citronskal og hak rosmarinen fint.
  5. Bland melblandingen, citronskal og rosmarin ned til æggeblandingen.
  6. Tril dejen til to pølser, læg dem i film og læg dem på køl i mindst to timer.
  7. Tænd ovnen på 190 grader.
  8. Skær dejen ud i tynde skiver og læg dem på bagepapir på bagepladerne.
  9. Bag dem i 7-8 minutter, til de er lyse og fine.
  10. Læg dem til at køle på en bagerist.


Steaksandwich med syltede løg

Steaksandwich med syltede løg 

Anne havde bestilt bøffer til sin fødselsdag, så jeg kørte til slagteren på Kulsviervej og købte fire utroligt lækre bøffer. De var også utroligt store, så vi kunne kun spise to. De andre to brugte vi til steaksandwich. Vi bruger også gerne en rest oksesteg til sandwich. 
En meget vigtig ingrediens er et godt stykke brød, som kan ristes godt. Mit franske landbrød, som ligger på bloggen, egner sig virkelig godt. Vi har erstattet salaten med ristet spidskål. Og denne gang forsøgte vi os med spejlæg i. Det fungerede rigtig godt.

Steaksandwich med syltede løg

Steaksandwich

4 pers.

Ingredienser
2 bøffer i skiver

  1. Smelt smør på panden
  2. Tag en stilk rosmarin og mas den rundt i smørret med en gaffel.
  3. Krydr bøfferne med rigeligt friskkværnet peber og salt.
  4. Steg bøfferne et par minutter på hver side.
  5. Lad dem køle af og skær dem op i skiver.
Syltede løg
 
Ingredienser
6 rødløg 
Olie
1 spsk æbleeddike
1 spsk sukker
Salt
  1. Skær løgene i tynde skiver.
  2. Hæld lidt olie på en pande.
  3. Rist løgene bløde.
  4. Tilsæt eddike og sukker
  5. Lad eddiken koge væk
  6. Krydr med salt og sæt løgene til afkøling.
Ristet spidskål
 
Ingredienser
1/4 spidskål
Olie
Salt
Peber
  1. Skær spidskålet i tynde strimler.
  2. Rist spidskålet mørt i olie på en pande.
  3. Stil til afkøling.
Samling af sandwich
  1. Smør Hellmanns mayo på begge stykker ristet brød
  2. Læg et lag ristet spidskål.
  3. Læg skiver af bøf på.
  4. Læg masser af syltede rødløg.
  5. Slut evt. af med et spejlæg.
  6. Velbekomme

Karamelislagkage

Karamelislagkage
Der skulle selvfølgelig en eller anden slags lagkage til Annes fødselsdag, og da Anne elsker is, blev det til en islagkage. Vi skulle jo have noget at sætte lysene i.
Hun er meget glad for karamel, så isvalget faldt på karamelis og daimis. Til bunden bagte jeg en mandelbund og på toppen kom der mandelkrokant.

Karamelislagkage

Islagkage med mandelbund, karamelis, Daimis og mandelkrokant
10-12 stk.

Mandelbund

Ingredienser
3 æggehvider
150 g sukker
150 g mandler eller mandelmel

  1. Tænd ovnen på 180 grader
  2. Pisk æggehvider til let skum og tilsæt derefter sukker lidt efter lidt, til det bliver til en skinnende luftig marengs.
  3. Hak mandlerne fint i en foodprocessor og vend dem forsigtigt i marengsen.
  4. Beklæd en springform på 24 cm med bagepapir i bunden. Smør siderne med smør.
  5. Hæld marengsen forsigtigt i springformen og bag den i 40-45 minutter.
  6. Lad bunden køle af på en rist. Læg den derefter tilbage i formen.
Karamelis
 
Ingredienser
4 dl piskefløde
300 g sukker
4 dl mælk
1 tsk flage-eller havsalt
  1. Smelt sukkeret til en lys karamel
  2. Kog piskefløden op og stil den til side.
  3. Bland karamellen ned i fløden og rør godt til. Det bruser lidt op, men det er ok. Pisk til det er ensartet.
  4. Pisk mælk og salt i.
  5. Sæt isblandingen i fryseren i 30 minutter.
  6. Hæld derefter isblandingen oven på nøddebunden og stil den i fryseren i en times tid.
Daimis
 
Ingredienser
5 dl piskefløde
4 æggeblommer
4 spsk flormelis
1 vanillestang eller vanillesukker
3 Daim
  1. Pisk æggeblommer og flormelis let og luftigt.
  2. Pisk piskefløden til flødeskum
  3. Hak Daimen ud i mindre stykker og vend den i æggeblandingen.
  4. Vend æggeblandingen sammen med flødeskummet.
  5. Hæld isen oven på karamelisen.
Mandelkrokant
 
Ingredienser
125 g mandler
100 g sukker
  1. Smelt sukkeret til en lys karamel på en pande.
  2. Hak mandlerne i mindre stykker.
  3. Når sukkeret er smeltet, hældes mandlerne i. 
  4. Vend mandlerene i sukkeret i 5-6 mandler.
  5. Hæld mandelkrokanten over på et stykke bagepapir og lad den køle af.
  6. Når den er kølet af, hakkes den i mindre stykker og drysses ud over Damisen.
Tip!
Jeg lagde karamelisen oven på mandelbunden. En anden gang ville jeg lægge Daimisen oven på bunden og karamelisen øverst, så den ikke løber ned i bunden.
 
 
 
 
 

Hvid chokoladebrownie

Hvid chokoladebrownie til Annes fødselsdag

Vores Anne fylder 18 år i dag. Vi skal have stor fest næste lørdag, så i dag havde Anne ‘kun’ inviteret bedsteforældrene til kaffe og kage. 
Vi har i familien en stærk lagkagetradition, men Anne er ikke vild med lagkage, så vi bagte kage i stedet for. Hun er også vild med hvid chokolade, så det blev til en hvid chokoladebrownie. Bag den gerne dagen i forvejen.
Middagen poster jeg i morgen.

Hvid chokoladebrownie

Hvid chokoladebrownie
20 små stykker

Ingredienser:

175 g hvid chokolade
200 g smør
3 æg
175 g sukker
125 g mel
1/4 tsk salt
100 g mandler
100 g lys chokolade
reven skal af 1/2 appelsin – kan udelades

  1. Tænd ovnen på 180 grader
  2. Smelt den hvide chokolade over vandbad ved lav temperatur. Vær forsigtig, da hvid chokolade kan drille. Hvis den bliver for varm, kan den skille.
  3. Smelt smørret.
  4. Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
  5. Vend den smeltede chokolade og smørret i.
  6. I en anden skål blandes mel og salt. Vendes forsigtigt i ægge-chokoladeblandingen.
  7. Hak mandler og lys chokolade og vend det i dejen.
  8. Til sidst vendes den revne appelsinskal i.
  9. Bages i 25-30 minutter.
 
 

Gammeldags stegt kylling

Gammeldags stegt kylling med persille – mormormad igen

Vi er kommet ind i en stime med mormormad, så i dag har vi fået gammeldags stegt kylling fyldt med persille, bønner, kartofler og sauce. Det er nærmest som at komme hjem til mor igen!
Jeg har i dag fået ikke mindre end en kulinarisk oplevelse, da min søde svigermor inviterede på frokost hos Restaurant Paustian. Det var fuldstændig fantastisk. Vi startede begge to med tatar af jomfruhummer med jordskokkechips og brødcroutoner. Derefter fik Birte brisler med grillet spidskål og kalvesky. Jeg gik grillet oksekødstatar med estragoncreme, confiteret æggeblomme og karse. Jeg kan kun anbefale det. Vi fik også fantastisk brød, som jeg fik opskriften på og regner med at lave en af dagene. Opskrift følger.

IMG_4016.jpg
Gammeldags stegt kylling

Gammeldags stegt kylling med persille, hjemmelavet agurkesalat og sauce
4 pers.

Gammeldags stegt kylling med sauce

Ingredienser:
1 1600 g kylling
1 bundt persille
Smør
2 dl mælk
2 dl fløde
Salt
Peber
Timian
Evt. lidt maizenamel

  1. Rens kyllingen
  2. Rens persillen, fyld den ind i kyllingen og luk åbningen med kødnåle.
  3. Smelt en klat smør i gryden og brun kyllingen grundigt på alle sider.
  4. Læg kyllingen over på en tallerken og hæld fedstoffet fra.
  5. Smelt en ny klat smør i gryden og læg kyllingen tilbage. Tilsæt mælk, fløde og timian.
  6. Lad kyllingen simre ved lav varme i 1 1/2 time.
  7. Tag kyllingen op.
  8. Si saucen og lad den koge lidt ind. Smag til med salt, peber og timian. Jævn evt. med lidt maizena
  9. Serveres med kartofler og grønne bønner.
Hjemmelavet agurkesalat

Ingredienser
2 agurker i tynde skiver
2 dl vand
4 dl lagereddike
10 spsk sukker
8 allehåndefør
30 peberkorn
Salt

  1. Lagens ingredienser koges sammen i 3-4 minutter og køler lidt af.
  2. Agurkerne skæres i tynde skiver. Jeg bruger altid mandolinjernet. 
  3. Læg agurkerne i et glas og hæld lagen over gennem en si, så peberkorn og allehånde bliver siet fra.
  4. Skal trække mindst en time.
 


Æggekage med hjemmerøget bacon

Æggekage med hjemmerøget bacon

Så er anden omgang bacon klar. Denne gang lavede Peter en kombination af kold- og varmrøgning. Det gav en rigtig god smag, og baconen blev virkelig sprød og lækker.
Baconen skulle prøves af, så det endte med en æggekage med bacon, spidskål, tomater og purløg serveret med rugbrød fra bageren. Det smagte rigtig dejligt.
Anne fylder 18 år på lørdag, så jeg fik i dag købt ind til islagkagen. Jeg poster opskriften i morgen.

Æggekage med hjemmerøget bacon

Æggekage med bacon, spidskål, tomater og purløg
4 pers.

Ingredienser:
10 æg
3 tsk maizenamel
2 dl æg
Salt
Peber
10 skiver bacon
15 små, søde tomater
1/2 spidskål
1 bundt purløg

  1. Steg baconen sprød og tag det af panden.
  2. Skær spidskålen ud og rist det i baconfedtet.
  3. Pisk æggene sammen med et piskeris.
  4. Bland maizenamelet op i lidt af mælken og tilsæt sammen med resten af mælken.
  5. Tilsæt salt og peber.
  6. Tænd ovnen på 200 grader.
  7. Hæld æggeblandingen oven i spidskålet på panden.
  8. Skru ned til 5 – middeltemperatur og lad det stege i 15-20 minutter. Ryst jævnligt panden.
  9. Når æggemassen næsten har sat sig, lægges baconskiverne ovenpå æggekagen.
  10. Æggekagen sættes i panden ind i ovnen i 5-7 minutter, hvor den sætter sig.
  11. Tag æggekagen ud af ovnen, pynt med halve tomater og purløg.
  12. Server med rugbrød.