Gumset chokoladekage med chokoladeganache

Min søster mindede mig forleden om en chokoladekage, som vi ofte lavede som børn, så da hun skulle komme til middag forleden, så kogebøgerne blev fundet frem i et forsøg på at få kreeret en ny opskrift. Opskriften finder du her, og den blev godkendt af min søster. Chokoladekagen bliver skåret over og smurt med chokoladeganache i midten og på toppen. Kagen er også god uden ganachen.

Gumset chokoladekage med chokoladeganache

Gumset chokoladekage med chokoladeganache

Kageingredienser

  • 100 g mørk chokolade
  • 125 g smør
  • 5 æg
  • 250 g sukker
  • 100 g hvedemel
  • 50 g hollandsk kakao
  • 1 tsk bagepulver

Ganacheingredienser

  • 150 g mørk chokolade
  • 2 1/2 dl piskefløde
  1. Tænd ovnen på 175 grader.
  2. Hak chokoladen groft og skær smørret i tern.
  3. Hæld chokoladen og smørret i en skål og smelt over vandbad.
  4. Lad chokoldeblandingen køle lidt af.
  5. Mel, kakao og bagepulver blandes i en skål.
  6. Æg og sukker piskes stift.
  7. Hæld langsomt chokoladeblandingen ned i æggesnapsen, mens du pisker.
  8. Vend forsigtigt melblandingen i chokolademassen.
  9. Smør eller læg bagepapir i en springform og hæld dejen i.
  10. Bages i ca. 45 minutter.
  11. Så er det i gang med ganachen.
  12. Hæld piskefløden i en kasserolle og varm den op til kogepunktet.
  13. Hak chokoladen.
  14. Hæld den hakkede chokolade ned i fløden og lad det smelte under omrøring over lav varme.
  15. Når kagen er bagt, afkøles den og skæres derefter over.
  16. Smør et lag ganachen på midten og toppen.
  17. Pynt med valnødder.

 

 

 

Kål med grøntsager og svinekød med hvidkålssalat

Det her er en af vores yndlingsretter, når vi virkelig trænger til en omgang grøntsager. Masser af krydderier og kål danner rammen om denne ret. Man kan nærmest mærke sundheden strømme ud i årerne.

Kål med grøntsager og svinekød med hvidkålssalat

Ingredienser

  • 500 g svinekød i tern
  • 1/4 hvidkålshoved
  • 250 g champignon
  • 1 stort løg
  • 1 bundt broccoli
  • Til kødet:
  • 2 spsk soya
  • 2 spsk sød chili
  • Til grøntsagerne:
  • 4 spsk soya
  • 4 spsk sød chili
  • 3 spsk fiskesauce
  • 2 cm frisk ingefær
  • 3 fed hvidløg

Hvidkålssalat

  • 1/4 hvidkålshoved
  • Saft af en halv citron
  • Salt og peber
  • 1 lille pose pinjekerner
  1. Hæld lidt olie på en dyb pande og svits svinekødet.
  2. Når kødet er brunet, krydres det med soay og sød chili og steger i 5 minutter mere.
  3. Kødet tages af og stilles til side.
  4. Skær løg, hvidklål og champignong i tynde skiver. Skær broccolien i små buketter.
  5. Start med at svitse løgene på den samme pande, som kødet blev svitset på.
  6. TIlsæt broccolien, derefter champignon og til sidst hvidkål.
  7. Smag til med soya, sød chili, fiskesauce, revet ingefær og presset hvidløg.
  8. Tilsæt kødet og lad det hele simre i 10-15 minutter, til grøntsagerne er møre.
  9. TIl hvidkålssalaten svitses hvidkålet fint.
  10. Rist pinjekernerne på en tør pande.
  11. Læg hvidkålen i en skål og pres citronsaft over.
  12. Pynt med pinjekerner og krydr med salt og peber.
  13. Serveres med ris til.

De allerbedste fastelavnsboller

I min allerførste klasse i Virum havde jeg en elev, hvis mor hvert år bagte fastelavnsboller til alle tre døtres klasser, og de var himmelske! Efter flere års intens plageri lykkedes det mig at få fingre i opskriften. De sidste 10 år har vi holdt fastelavn for alle vennerne og deres børn, og hvert år bager jeg et hav af fastelavnsboller, som er væk, når selskabet fordufter. De er lækre og luftige med den helt rigtige mængde creme. Jeg var noget i tvivl, om jeg skulle poste opskriften, da den har været en velbevaret hemmelighed i alle årene, men her kommer den så.

Fastelavnsboller

Fastelavnsboller

24 stk.

Ingredienser

Dej:

  • 100 g smør
  • 1 dl sødmælk
  • 1 dl piskefløde
  • 75 g gær
  • 1 stort æg
  • 1/2 dl sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1 tsk fint salt
  • ca. 500 g hvedemel

Vanillecreme

  • 3 store æg
  • 1/2 dl sukker
  • 1 spsk vanillesukker
  • 1 1/2 spsk maizena
  • 2 dl sødmælk
  • 1 1/2 dl fløde
  • 25 g smør til pensling
  • Flormelis og hollandsk kakao til glasur
  1. På dagen eller dagen før laves vanillecremen.
  2. Pisk æg, maizena, sukker og vanillesukker sammen i en tykbundet gryde, til det er helt glat.
  3. Pisk sødmælk og fløde i.
  4. Varm cremen op på lav varme og hyppig omrøring. Hvis cremen er ved at skille, skal du hurtigt give den lidt kold mælk. Så samler den sig igen.
  5. Stil cremen til afkøling.
  6. Til dejen smeltes smørret.
  7. Pisk mælk og piskefløde i smørret. Det er vigtigt, at du pisker.
  8. Når blandingen har håndtemperatur, smuldres gæren i, og der piskes grundigt.
  9. I en stor røreskål piskes æg, sukker, vanillesukker og salt sammen.
  10. Pisk væden i.
  11. Tilsæt halvdelen af hvedemelet og pisk grundigt.
  12. Rør eller pisk resten af melet i og stil til hævning i 30-40 minutter. Endelig ikke mere, da der er meget gær i.
  13. Tænd ovnen på 200 grader.
  14. Del dejen i to kugler og rul dejen ud til en dejplade på 30×40 cm.
  15. Skær dejen ud i kvadrater på 10 cm.
  16. Læg en skefuld creme på midten og fold dejen henover. Sørg for at trykke dejen godt sammen om cremen, så den ikke løber ud under bagningen. Læg bollen på bagepladen med samlingen nedad.
  17. Læg et viskestykke over og lad bollerne efterhæve i 15 minutter.
  18. Sæt pladen midt i ovnen og lad dem bage i 12-15 minutter, til de er hævet fint og har en smuk, lysebrun farve.
  19. Smelt smørret og pensl bollerne lige så snart, de kommer ud af ovnen.
  20. Når bollerne er afkølet, pyntes de med chokoladeglasur.

Lises sandkage

Dengang jeg var barn….. Ja, dengang der fik jeg nede hos Lise den lækreste sandkage med chokoladestykker. Mærkeligt for man skulle jo ikke tro, at der umiddelbart er forskel på sandkager, men den var bare så lækkert gumset med sprød skorpe. Da Lise døde for flere år siden, forsvandt opskriften, og vi har flere gange forsøgt at skabe den selv. Mirakuløst nok dukkede den op forleden, så glæden var stor, da duften spredte sig i huset af den helt rigtige sandkageduft.

Den smager lige så godt nybagt som efter et par dage.

Lises chokoladesandkage

Lises chokoladesandkage

Ca. 12 skiver

Ingredienser

  • 250 g stuetempereret smør
  • 250 g sukker
  • 4 æg
  • 250 g hvedemel
  • 100 g mørk chokolade
  1. Tænd ovnen på 160 grader.
  2. Pisk smør og sukker let og luftigt.
  3. Pisk æggene i et ad gangen.
  4. Hak chokoladen mellemfint.
  5. Hæld en skefuld mel over chokoladen. Det forhindrer chokoladen i at ende på bunden af kagen.
  6. Vend mel og chokolade i dejen.
  7. Læg bagepapir i en mellemstor rugbrødsform og hæld dejen i.
  8. Bages i en times tid.

Franskinspireret porchetta med ratatouille

Jeg har fået en fransk kogebog af ældre oprindelse af min søde svigermor, og den er temmelig inspirerende. Jeg har aldrig rigtig dyrket det franske køkken. Det har altid været det italienske, der trak mest, men det har jeg da måtte tage op til revision.

I dag søndag kastede jeg mig ud i porchetta og ratatouille. Vi har lavet porchetta før, men det har været den italienske udgave, som man laver ud af et slag. Denne udgave bliver lavet af en flæskesteg, hvilket gør det lidt nemmere.

Denne opskrift på ratatouille er ret lækker. Den kan forberedes dagen før og er derfor særdeles velegnet som gæstemad. Ligner lidt den fra filmen Ratatouille!

Porchetta

4 pers.

Ingredienser

  • 1 lille løg
  • Olivenolie
  • 50 g smuldret franskbrød (uden skorpe)
  • 1 lille fennikel
  • 1 spsk finthakket persille
  • 1 spsk finthakket timian
  • Salt og peber
  • Saft og reven skal af 1 citron
  • 1,5 kg flæskesteg uden ben med svær
  1. Løget hakkes fint.
  2. Hæld lidt olie på panden og steg løget fint.
  3. Smuldr franskbrødet
  4. Hak fennikelen i fine tern.
  5. Hak persille og timian fint.
  6. Når løget er mørt, tilsættes brød, fennikel, persille og timian.
  7. Når fennikelen er stegt mør, smages til med salt, peber og citronsaft og citronskal.
  8. Tænd ovnen på 220 grader.
  9. Rids sværen dybt.
  10. Skær en lomme i siden af stegen.
  11. Læg fyldet ind i lommen og snør stegen sammen.
  12. Gnid stegen med olivenolie og krydr godt med salt og peber over hele stegen.
  13. Læg stegen i et ildfast fad og lad den brune i ca. 20 minutter.
  14. Efter 20 minutter skrues temperaturen ned til 170 grader.
  15. Stegen skal stege yderligere 1 1/2 time. De sidste 10-15 minutter skrues temperaturen op til 220 grader igen for at gøre sværen helt sprød.
  16. Serveres sammen med ratatouille og ristede kartofler.

Ratatouille

4 pers.

Ingredienser

  • 1  aubergine
  • 2 courgetter
  • 1 stort løg
  • 2 peberfrugter – en rød og en grøn
  • 1 dåse flåede, hakkede tomater
  • 4 friske tomater
  • 1 spsks friskhakket persille
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk sukker
  • 9-10 friske balikum
  1. Skær auberginen ud i 1 cm tykke skiver.
  2. Læg skiverne i en skål og drys salt ud over.
  3. Lad skiverne trække i en halv time.
  4. Efter en halv time duppes aubergineskiverne tørre.
  5. Hæld olie på en pande og steg auberginerne, til de er lysebrune.
  6. Læg dem på et stykke fedtsugende papir.
  7. Skær courgetterne i tern.
  8. Hæld lidt mere olie på panden og steg courgetterne fri for vand.
  9. Læg dem på et stykke fedtsugende papir.
  10. Skær peberfrugterne i skiver og steg dem møre.
  11. Skær løget i små tern.
  12. På en anden pande steges løgene møre.
  13. Tag skrællen af de fire tomater og pres kernerne ud af dem. Hak dem groft.
  14. Hæld de flåede, hakkede tomater over løgene sammen med hvidløg, sukker, timian og persille.
  15. Lad tomatsovsen småsimre i 30 minutter.
  16. Efter 30 minutter tilsættes alle de stegte grøntsager og basilikumbladene, og det hele lunes lidt.

Citronfromage

Citronfromage har altid været min yndlingsdessert. Det er dog ofte en dessert, der deler vandene, for enten elsker man det eller hader det. Min familie er ikke supervild med citronfromage, men de lever med det.

Denne opskrift bliver også postet, da Kisser og Ole i Munkebo har et citrontræ, som leverer rigtig mange citroner, og de efterlyste opskrifter. De har allerede lavet citronkagen, så der måtte ny inspiration til. Den får I så her.

Citronfromage med letpisket flødeskum på toppen

Citronfromage

6 pers.

Ingredienser

  • 6 blade husblas
  • 3 pasteuriserede æggeblommer
  • 3 pasteuriserede æggehvider
  • 125 g sukker
  • Skal af 2 citroner
  • Saft af 2 citroner
  • 2 1/2 dl piskefløde
  • 2 dl piskefløde til pynt
  1. Læg husblassen i rigeligt koldt vand. Læg hvert blad enkeltvis i vandet. Lad det stå i mindst 10 minutter.
  2. Pisk æggeblommer og sukker til en  lys og luftig æggesnaps.
  3. Tilsæt citronskal og citronsaft i æggesnapsen.
  4. Sæt en gryde over med vand i bunden.
  5. Vrid husblassen for vand og læg den ned i en lille skål. Sæt den over vandbadet.
  6. Når husblassen er smeltet, hældes den under piskning ned i æggesnapsen.
  7. Pisk æggehviderne stive.
  8. Vend æggesnapsen og æggehviderne forsigtigt.
  9. Pisk fløden til skum.
  10. Vend det hele sammen og sæt citronfromagen til afkøling i mindst 3 timer.
  11. Lige inden servering piskes det sidste flødeskum til pynt.

TIP! Hvis du er nervøs for, at husblassen trevler, kan du si æggesnapsen, inden du blander den med æggehviderne.

Små ciabatta

Jeg var for et stykke tid siden på ‘Paustian’ i Nordhavn sammen med min svigermor, hvor vi spiste en dejlig frokost. Til frokosten fik vi disse dejlige ciabatta, som kokken så var så sød at give mig opskriften på.

Ligesom ciabattabrød er dejen meget blød, og man skal bruge en dejdeler til at få dejen over på bagepladerne. I denne dej er der ingen fordej, men øl og meget salt, som gør dem virkelig velegnet til mad. Hos Paustian brugte de manitobamel, som er en canadisk meltype fra provinsen Manitoba – sjovt nok! Den er ekstra glutenrig. Har man ikke lige manitobamel i køkkenskabet, så kan italiensk hvedemel tipo 00 eller almindelig hvedemel også bruges.

Små ciabatta

Små ciabatta

20-25 stk.

Ingredienser

  • 30 g sukker
  • 30 g salt
  • 1 øl
  • 7 dl koldt vand
  • 1 pakke gær
  • 1200-1400 g mel
  1. Bland sukker, salt, øl, koldt vand og gær i en stor skål.
  2. Tilsæt mel til dejen minder om en tyk sovs.
  3. Lad dejen hæve i et par timer.
  4. Tænd ovnen på 270 grader.
  5. Hæld dejen ud på et melstrøet bord.
  6. Skær dejen over i mindre stykker med dejdeleren og sæt dem på pladerne.
  7. Bages først i 8 minutter ved 270 grader. Derefter skrues ovnen ned til 160 grader, og brødene bages yderligere 6 minutter.