Boller i karry

Mormormad – boller i karry med ris og grønne bønner

Jeg tror faktisk, at boller i karry er en af de mormorretter, som rigtig mange familier stadig laver og nyder. Vi holder i hvert fald meget af det. Jeg får smuglet lidt grønt ind ved at rive en squash ned i farsen. Et trick jeg fik af hjemkundskabslærerne på min gamle skole. Det gør også farsen en smule lettere.
Jeg har altid købt krydderier i supermarkedet, men nu køber jeg næsten alle mine krydderier hos Fru Hurup i Likørstræde i Lyngby, og det giver altså en stor forskel. Især med karry som i den billige udgave godt kan være meget bitter. Jeg har lige købt en Madraskarry, og den er meget rund og lækker.
Boller i karry
 
Boller i karry

4 pers.

Ingredienser til farsen
800 g hakket kalv og flæsk
1 1/2 dl hvedemel
1 squash
3 æg
1/2-1 dl koldt vand
Salt
Peber
  1. Sæt en stor gryde over med vand og salt.
  2. Hæld farsen op i en skål.
  3. Tilsæt mel, revet squash og æg og rør det grundigt sammen.
  4. Tilsæt vand til farsen er glat og ensartet.
  5. Krydr med salt og peber.
  6. Når vandet koger, former du farsen til mellemstore kødboller.
  7. Kødbollerne skal koge i ca. 10 minutter eller til de flyder op til overfladen.
  8. Læg kødbollerne op i en rummelig skål. Gem kogevandet til saucen.
Ingredienser til saucen
100 g smør
5 spsk hvedemel
2 spsk god karry
2 dl mælk
Salt
2-3 spsk sød chili
kogevand fra kødbollerne
  1. Smelt smørret i en tykbundet gryde.
  2. ‘Brænd’ karryen af.
  3. Tilsæt hvedemel og pisk grundigt rundt, til smørret har optaget al melet.
  4. Tilsæt mælk og pisk til opbagningen er glat og fin.
  5. Brug kogevandet til at bygge saucen op.
  6. Smag til med salt og sød chili.
  7. Saucen hældes over kødbollerne. Serveres med ris og grønne bønner.