Flanksteak med bagte rødbeder og kartoffelbåde

Nem og lækker middag lørdag aften

Vi havde gæster til middag i går, så aftenens middag skulle være nem og lækker. Vi fandt en flanksteak, rødbeder og kartofler. Romanescosaucen havde vi fra i går, og den var kun blevet bedre af at stå. Godt at vide til en anden gang.

Dagen bød også på et besøg hos det italienske supermarked, for vi havde ikke mere olie. Vi køber altid en fem liters dunk til en god pris. Der faldt så også lidt andre gode ting i kurven. Svært at undgå når man først er der!

 

 

Flanksteak med bagte rødbeder, kartoffelbåde og romanescosauce
4 pers.

Kartoffelbåde
1 kg mellemstore kartofler
Olie
Salt
Peber
1 tsk pimento d’espelette – chilitype – kan købes hos fru Hurup i Lyngby

  1. Skyl kartoflerne og skær dem op i både. Læg dem i en skål. 
  2. Hæld olie, salt, peber og pimento d’espelette over. 
  3. Læg dem i en bradepande og sæt dem i ovnen ved 210 grader i 45 minutter.

Bagte rødbeder
3 store rødbeder
Olie
Salt 
Peber
3 tsk tørret timian

  1. Find et par husholdningshandsker frem, da rødbederne smitter temmelig meget af. Find også et ildfast fad og et spækbræt i plastic frem, da rødbede har det med at brede sig ud over hele køkkenet!
  2. Skræl rødbederne, halver dem og skær dem i halve skiver. 
  3. Læg dem i fadet, hæld olie over og krydr med salt, peber og timian.
  4. Sæt dem i ovnen ved 210 grader i 45 minutter samtidig med kartoflerne.

Flanksteak

800 g flanksteak
Olivenolie
Salt 
Peber

  1. Smør olivenolie på den ene side af flanksteaken og krydr med salt og rigelig friskkværnet peber.
  2. Steges i ovnen ved 180 grader i 15-16 minutter. Endelig ikke mere, da den godt må være lidt rød i midten.