Franskinspireret porchetta med ratatouille

Jeg har fået en fransk kogebog af ældre oprindelse af min søde svigermor, og den er temmelig inspirerende. Jeg har aldrig rigtig dyrket det franske køkken. Det har altid været det italienske, der trak mest, men det har jeg da måtte tage op til revision.

I dag søndag kastede jeg mig ud i porchetta og ratatouille. Vi har lavet porchetta før, men det har været den italienske udgave, som man laver ud af et slag. Denne udgave bliver lavet af en flæskesteg, hvilket gør det lidt nemmere.

Denne opskrift på ratatouille er ret lækker. Den kan forberedes dagen før og er derfor særdeles velegnet som gæstemad. Ligner lidt den fra filmen Ratatouille!

Fransk inspireret porchetta

 

 

 

 

 

 

 

Porchetta

4 pers.

Ingredienser

  • 1 lille løg
  • Olivenolie
  • 50 g smuldret franskbrød (uden skorpe)
  • 1 lille fennikel
  • 1 spsk finthakket persille
  • 1 spsk finthakket timian
  • Salt og peber
  • Saft og reven skal af 1 citron
  • 1,5 kg flæskesteg uden ben med svær
  1. Løget hakkes fint.
  2. Hæld lidt olie på panden og steg løget fint.
  3. Smuldr franskbrødet
  4. Hak fennikelen i fine tern.
  5. Hak persille og timian fint.
  6. Når løget er mørt, tilsættes brød, fennikel, persille og timian.
  7. Når fennikelen er stegt mør, smages til med salt, peber og citronsaft og citronskal.
  8. Tænd ovnen på 220 grader.
  9. Rids sværen dybt.
  10. Skær en lomme i siden af stegen.
  11. Læg fyldet ind i lommen og snør stegen sammen.
  12. Gnid stegen med olivenolie og krydr godt med salt og peber over hele stegen.
  13. Læg stegen i et ildfast fad og lad den brune i ca. 20 minutter.
  14. Efter 20 minutter skrues temperaturen ned til 170 grader.
  15. Stegen skal stege yderligere 1 1/2 time. De sidste 10-15 minutter skrues temperaturen op til 220 grader igen for at gøre sværen helt sprød.
  16. Serveres sammen med ratatouille og ristede kartofler.
Ratatouille

 

 

 

 

 

Ratatouille

4 pers.

Ingredienser

  • 1  aubergine
  • 2 courgetter
  • 1 stort løg
  • 2 peberfrugter – en rød og en grøn
  • 1 dåse flåede, hakkede tomater
  • 4 friske tomater
  • 1 spsks friskhakket persille
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk sukker
  • 9-10 friske balikum
  1. Skær auberginen ud i 1 cm tykke skiver.
  2. Læg skiverne i en skål og drys salt ud over.
  3. Lad skiverne trække i en halv time.
  4. Efter en halv time duppes aubergineskiverne tørre.
  5. Hæld olie på en pande og steg auberginerne, til de er lysebrune.
  6. Læg dem på et stykke fedtsugende papir.
  7. Skær courgetterne i tern.
  8. Hæld lidt mere olie på panden og steg courgetterne fri for vand.
  9. Læg dem på et stykke fedtsugende papir.
  10. Skær peberfrugterne i skiver og steg dem møre.
  11. Skær løget i små tern.
  12. På en anden pande steges løgene møre.
  13. Tag skrællen af de fire tomater og pres kernerne ud af dem. Hak dem groft.
  14. Hæld de flåede, hakkede tomater over løgene sammen med hvidløg, sukker, timian og persille.
  15. Lad tomatsovsen småsimre i 30 minutter.
  16. Efter 30 minutter tilsættes alle de stegte grøntsager og basilikumbladene, og det hele lunes lidt.