Grillstegt lakseside med grønsager, ris med babycourgetter og guacamole

Grillstegt lakseside med grønsager, ris med babycourgetter og guacamole

Vi elsker fisk, og især elsker vi laks. Så indimellem køber jeg en lakseside og griller den. I dag havde jeg lyst til at prøve nyt tilbehør og fandt en Jamie Oliver opskrift på nettet, som jeg ville prøve. Det er  ikke tilbehør, jeg selv ville have fundet på, men det fungerede overraskende godt.

Laksesiden

Ingredienser

700 g lakseside
2 snackpebre, rød og gul
1 bundt forårsløg
Olie
Skallen af en citron
Hvidløgspeber – kan købes hos Søstrene Greene

  1. Snackpebre og forårsløg skæres ud i 2 cm stykker. 
  2. Laksesiden pensles med olie og gnides med citronskal på begge sider. 
  3. Lægges med skindsiden opad i en foliebakke. 
  4. Skindsiden krydres med hvidløgspeber.
  5. Grønsagerne lægges ved siden af.
  6. Grilles ved indirekte varme i ca. 20 minutter
Så er laksen klar til grillen

Ris med babycourgetter

Ingredienser

300-400 g babycourgetter
6 spsk olivenolie
Saft af en halv citron
Salt
Peber
2 små stilke mynte
1 mild rød chili

Basmatiris

  1. Risene koges efter anvisning på posen.
  2. Olie, citron, salt, peber, finthakket mynte og chili blandes i bunden af en stor skål. 
  3. Babycourgetterne skæres i små skiver og blandes i olieblandingen. 
  4. Ristes på en varm pande.
  5. Når risene er kogt, løsnes de med en gaffel. 
  6. Risene blandes med courgetterne og lidt olivenolie. 
  7. Klar til servering.
Ris med babycourgetter

Guacamole

4 forårsløg
1 fed hvidløg
1 frisk rød chili
Saft af en lime
Olivenolie
4 cherrytomater
2-3 avocadoer

  1. Forårsløg, hvidløg, chili, limesaft og rigelig olivenolie blendes. 
  2. Derefter tilsættes avocadoer og tomater i kvarte. 
  3. Det hele blendes let og luftigt.
  4. Vi fik også lidt syrnet fløde til.
Syrnet fløde og guacamole