Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager

Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager

Dagens projekt: Klippe hæk og slå græs. Det er jo om at udnytte det gode vejr til at nå de sidste opgaver i haven. Jeg kunne også snuppe et par squash på Idas plante, som ser ud til at ville fortsætte lidt endnu. Hækkeklipning betyder altid meget ømme arme, så det var faktisk lidt af et mirakel, at jeg kunne lave mad her til aften, for mine hænder ryster noget!
Vi skulle i dag have fisk. Det er altid en udfordring. Vi ender hurtigt med laks og grøntsager. Jeg lagde hovedet i blød, og det endte med denne ret, som blev godt modtaget af familien.

 

 

 

 

 

Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager

4 pers.
Ingredienser
450 g torskefilet
200 g kæmperejer
1 aubergine
2 squash
250 g markchampignon
1/2 pose frisk spinat
3 fed hvidløg
1 frisk chili
2-3 cm ingefær
2 tsk rød karrypasta
1 tsk sød tørret chili
3-4 spsk fiskesauce
2 dåser kokosmælk

Basmatiris
  1. Halver auberginen og squashen og skær i halve skiver.
  2. Rens markchampignonerne og skær i skiver
  3. Skyl spinaten meget grundigt, da der kan være jord i.
  4. Hæld olie på en dyb pande, som kan tåle at komme i ovnen. 
  5. Brænd karrypastaen af.
  6. Rist aubergine og squash først og tilsæt efterhånden champignonerne. 
  7. Rens chilien for kerner og skær den i tynde skiver. 
  8. Skræl og riv ingefæren.  
  9. Hæld chili og ingefær ned til grøntsagerne. 
  10. Pres hvidløgene hen over. Lad det simre i 10 minutter.
  11. Tænd ovnen på 210 grader.
  12. Skær torsken ud i mundrette stykker og hæld kæmperejerne over i en sigte. 
  13. Placer fisk og rejer oven i grøntsagerne sammen med den friske spinat. 
  14. Hæld kokosmælken oven i. 
  15. Rør det forsigtigt sammen, så fisken ikke falder fra hinanden.
  16. Sæt panden ind i ovnen i 10-12 minutter.
  17. Server med basmatiris.