Kartoffelpizza

Pizza på grillen

Pizza er ikke noget, vi tager let på her i familien. Vi har gennem længere tid arbejdet på den perfekte pizza, både i forhold til bund og fyld. I dag besluttede jeg mig for, at grillen skulle tages i brug. Ikke fordi vi ikke har prøvet det før, for det har vi, men vi beslutter os næsten altid for, at det er for besværligt.
Jeg laver næsten altid tre pizzaer, for så er der også til madpakken dagen efter. Denne gang faldt valget på kartoffel-, courgette- og svampepizza. Opskriften er baseret på flere forsøg. 
Tips! Det er supervigtigt at få væden ud af dit fyld, da bunden ellers bliver blød. Denne gang lod jeg også de friske mozzarellaer dryppe af.

Pizzadej
3 pizzaer

Ingredienser

7 dl koldt vand
30 g gær
15 g salt
1 tsk sukker
3 spsk olie
300 g fuldkornsdurummel
500 g hvedemel tipo 00

  1. Gæren opløses i det kolde vand, hvorefter salt, sukker og olie tilsættes. 
  2. Melet røres i, til dejen er næsten helt fast. 
  3. Hæver 2-2 1/2 time til dobbelt størrelse.
  4. Dejen æltes igennen og tilsættes ekstra durummel, til den kan rulles ud. 
  5. Rulles så tyndt ud som muligt, til den passer til din pizzaplade/form.
Pizzadej klar til udrulning


Kartoffelpizza

Ingredienser3-4 bagekartofler med skræl i tynde skiver
Olie
Salt
Tørret rosmarin
150 g revet ost

  1. Et par timer før skæres kartoflerne i tynde skiver. Hvis du har et mandolinjern, så brug det. 
  2. Læg kartoffelskiverne i koldt vand i 20 min. og læg dem derefter til at tørre på et viskestykke, til du skal bruge dem.
  3. Drys ost ud på bunden. 
  4. Læg kartoffelskiverne i et pænt cirkelmønster, dryp lidt olie på og drys tørret rosmarin på. 
  5. Drys til sidst lidt salt over.
  6. Pizzaen er færdig, når bunden er brun og sprød.

Ovn: 250 grader
Grill: På bagesten for fuld styrke

Kartoffelpizza klar til grillen
Kartoffelpizza klar til at spise