Kyllingegryde med rødvin og oliven

Peter kom hjem fra London i fredags og havde gode gaver med hjem, nemlig morgen- og eftermiddagste fra Fortnum og Mason,  Jamie Olivers blad og ‘Jamie’s Italy’, som er spækket med gode opskrifter.

Søndag havde jeg god tid til at lave mad, så jeg prøvede en af opskrifterne fra kogebogen og justerede den til vores familie. Jeg serverede den med en blanding af ristede kartofler og søde kartofler og en skål grøn salat, men det villle også fungere godt med ris og brød.

Kyllingegryde med rødvin og oliven

Kyllingegryde med rødvin og oliven

4 pers.

Ingredienser

  • 1 stor kylling
  • Salt og peber
  • 8 laurbærblade
  • 2 stilke rosmarin
  • 3 fed presset hvidløg
  • 1/2 flaske rødvin, gerne Chianti
  • Lidt mel til at drysse over kyllingestykkerne
  • Olivenolie
  • 6 ansjosfileter
  • 3 fed hvidløg i skiver
  • En håndfuld udstenede oliven
  • 2 dåser hakkede tomater
  1. Skær kyllingen op i stykker.
  2. Bland salt, peber, laurbærblade, rosmarin, presset hvidløg og rødvin i en stor skål.
  3. Læg kyllingestykkerne i rødvinen og lad det trække i mindst en time, gerne til næste dag.
  4. Når kyllingen er klar, tændes ovnen på 180 grader.
  5. Tag kyllingestykkerne op af marinaden og dup dem tørre med køkkenrulle. Gem rødvinsmarinaden.
  6. Drys mel over kyllingestykkerne og brun dem i olie i en dyb pande.
  7. Når kyllingestykkerne er brunede, lægges de over på en tallerken.
  8. På den samme pande ristes hvidløgsskiverne, til de er lysebrune.
  9. Tilsæt ansjosfileterne og de flåede, hakkede tomater.
  10. Læg kyllingestykkerne oven i tomaten og tilsæt marinaden og de udstenede oliven.
  11. Panden sættes i ovnen i 1 time og 15 minutter.
  12. Serveres med enten ristede kartofler eller ris, en skål grøn salat og brød.