Osso buco med cremolata

Osso buco med cremolata

Fredag aften er tid til simremad, og denne fredag faldt valget på osso buco – en af vores favoritter. Især var den et hit, da vores børn var helt små, for den kan nærmest ikke få for længe, så det gav tid, når gæsterne var ankommet på samme tid som ungernes ulvetid!

Vi serverer den med en grov kartoffelmos. Andre serverer den med ris eller risotto. Vi laver altid cremolata til – en blanding af persille, citronskal og ansjoser. Det er et dejligt frisk pust. Har man så også lige et hjemmelavet brød klar, så bliver det næsten ikke bedre.

_____________________________________________________________________

Osso buco med cremolata

4 pers.

  • 4 stykker kalveskank – 1 pr. person afhængig af størrelsen
  • 6-8 spsk hvedemel
  • 4 stængler bladselleri
  • 3 gulerødder
  • 3 zitauerløg
  • 4 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • 1 stilk rosmarin
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 stor dåse tomatpuré
  • 1 flaske kraftig italiensk rødvin
  • Evt. oksekødsbouillon
  • 1 bundt persille

Cremolata

  • Skal af 1 citron
  • 3 ansjoser
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber
  1. Skær 3 snit rundt i kanten af kalveskanken, så den ikke folder sammen under stegning.
  2. Skær alle grøntsager i små tern på 1×1 cm
  3. Varm olien i en støbejernsgryde.
  4. Vend kalveskanken i mel, krydr med salt og peber og brun grundigt på begge sider.
  5. Tag kødet op.
  6. Hæld lidt mere olie i gryden og brun grøntsagerne sammen med hvidløg.
  7. Tilsæt tomatpureen og ‘brænd’ den af.
  8. Rør grøntsager og pureen godt rundt og tilsæt salt og peber.
  9. Læg kødet tilbage i gryden.
  10. Tilsæt flåede tomater, rødvin og rosmarin.
  11. Kødet skal være dækket af væde, så spæd evt. til med oksebouillon.
  12. Lad retten simre under låg i mindst 3 timer.
  13. Så er det tid til at lave cremolataen.
  14. Hak persillen og ansjoserne og bland med citronskallen og hvidløg
  15. Vend det hele med olivenolie og smag til med salt og peber.
  16. Server osso bucoen med kartoffelmos, cremolata og et godt brød.