Pasta carbonara

Pasta carbonara med et twist

I dag får I opskriften på pasta carbonara, men egentlig burde overskriften for dagens blog kun hedde bacon. Jeg har købt mig en røgovn i Aldi, en såkaldt teleskopovn. Peter har derpå kastet sig ud i vores  første røgprojekt, nemlig bacon. Og det er blevet temmelig forrygende. 
Fremgangsmåden er relativ enkel. Et stykke ribbensteg saltes i en uge. Derefter koldrøges det i to gange 10 timer, og så er det klar til servering. Vi har senere læst, at der er visse udfordringer ved koldrøgning, da man ikke kan være sikker på, at alle bakterier i kødet bliver slået ihjel. Nu bliver bacon stegt temmelig hårdt inden brug, så det bør ikke være et problem. Det er dog noget, man skal tænke over ved koldrøgning.
Den næste ribbensteg er lagt i køleskabet, og i næste uge forsøger vi at varmrøge den. Derefter lægger jeg en opskrift op på den bedste version.

Jeg laver pasta carbonara lidt anderledes end den originale, hvor der kun er bacon og ost i. Om der er fløde eller æg i, kan man vist læse hele afhandlinger om. Jeg bruger også løg og champignon i.

Hjemmerøget bacon

Pasta carbonara med et twist
4 pers.

Ingredienser
300 g bacon (uhm, hjemmerøget!)
2 løg
300 g svampe – jeg brugte portobello
3 fed hvidløg
3 æg
1/2 l fløde – vælg selv fedtprocent
100 g parmesanost
Salt
Peber
600 g pasta – spaghetti eller tagliatelle

  1. Sæt vand over til pasta
  2. Skær baconen i tern og steg den sprød sammen med det pressede hvidløg. Læg den over på en tallerken
  3. Skær løg i fine tern og svampe i passende stykker. Rist dem på samme pande som baconen.
  4. Imens løg og svampe ristes, blandes æg, fløde, ost, salt og peber i en skål.
  5. Når vandet koger, saltes vandet, og pastaen koges efter kogeanvisningen
  6. Bland baconen sammen med løg og  hæld et par skefulde af pastavandet på panden. Lad det koge væk. Stil panden til side til afkøling i to minutter.
  7. Når pastaen er klar, hældes vandet fra, og pastaen stilles til side.
  8. Hæld flødeblandingen over bacon, løg og svampe. Lad det koge op mens du rører rundt, så osten ikke brænder fast. 
  9. Bland pasta og sovs. Så er det klar til servering.
Pasta carbonara