Peters karrykoteletter

Peters karrykoteletter med løg, æbler og honningristede nødder

I dag har Peter været chefkok. Han lavede sine legendariske karrykoteletter, som vi fik første gang, da vi boede på Nørrebro tilbage i 1991. Siden er de blevet udviklet og sidste tilføjelse er nødderne. Det er rigtig fint med lidt knas.

Karrykoteletter med æbler og nødder

Karrykoteletter med løg, æbler og honningristede nødder
4 pers.
Ingredienser
4 svinekoteletter
2 store løg
2 store æbler
Olie
3 tsk karry
1/2 tsk garam masala
1/2 tsk piemento d’espelette
Salt 
Peber
3 dl madlavningsfløde 18%

Basmatiris

Lav først de honningristede nødder – se opskrift nedenfor.

Hæld olie på en pande og brænd 1 tsk karry af. Brun svinekoteletterne i karryen. Læg koteletterne på et fad. Skru ned for blusset og steg æbler og løg i 5 minutter. Derefter tilsættes 2 tsk karry, garam masala og piemento d’espelette. Læg koteletterne tilbage på panden og hæld fløden hen over koteletter og æble-løgblandingen. Simrer ved svag varme i 15 minutter, til koteletterne er møre.
Si sovsen fra og jævn den lidt inden servering.
Serveres med ris, nødder og hjemmelavet ananasmangochutney.

Honningristede nødder
5-6 spsk honning
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt koriander
1 håndfuld mandler
1 håndfuld hasselnødder
1 håndfuld græskarkerner

Hæld honning på en pande. Når honningen er smeltet, brændes spidskommen og koriander af. Tilsæt derefter mandler, hasselnødder og græskarkerner. Lad det hele simre i 5-6 minutter ved svag varme. Læg et stykke bagepapir på en tallerken og hæld nøddeblandingen derover. Lad det køle af. Hak det derefter i mindre stykker.