Svinekotelet i cider

Svinekotelet i cider

Vi har en rigtig god lokal slagter, hvor vi kan købe nogle gode svinekoteletter. Kombineret med at Peter har fundet nogle rigtig gode amerikanske opskrifter med cider, så skulle der eksperimenteres. Saucen blev ret lækker og kan sagtens bruges til andet. Jeg havde aldrig prøvet at bruge cider i madlavningen før, men det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har gjort det.

___________________________________________________

Svinekotelet i cider

4 pers.

  • 4 svinekoteletter
  • Salt og peber
  • 2 små løg
  • 5-6 friske salvieblade
  • 2 1/2 dl grøntsagsbouillon
  • 2 spsk æbleeddike
  • 1 1/2 dl æblecider
  • 2 tsk dijonsennep
  • 1 1/2 dl fløde
  • Salt og peber
  • Lidt ekstra salvie til pynt
  1. Tænd ovnen på 130º.
  2. Skær koteletterne over på midten og fjern evt. ben
  3. Steg koteletterne i olie på en mellemvarm pande.
  4. Læg dem i et ovnfast fad og sæt dem ind i ovnen, så de ikke bliver kolde.
  5. Skær løg og salvie fint ud.
  6. Hæld lidt olie på panden og rist løg og salvie.
  7. Tilsæt derefter æbleeddike, bouillon, sennep og cider og lad det bruse af.
  8. Smag til med salt og peber.
  9. Hæld fløden ved og lad det hele simre i 5-6 minutter.
  10. Server koteletterne med kartofler, broccoli og sauce.