Tarte flambée

Tarte flambée – som at være tilbage i Alsace

For et par uger siden var vi på Voulez Vous – en lille bistro i Lars Bjørnsstræde, hvor vi fik tarte flambée. Det havde vi ikke fået, siden vi var i Alsace for snart 7 år siden sammen med gode venner. Det var et glædeligt gensyn, og her til aften prøvede vi så for første gang at lave vores egne tarte flambées. Det er supernemt, og resultatet blev fremragende. Vi serverede dem med en grøn salat med vinaigrette. Vi spiste af denne portion. Der havde snildt været til en mere.
Græskarkagen fra i går er kun blevet bedre af at stå i køleskabet et døgn, så vi snupper nok et stykke til aftenkaffen.

Tarte flambée

Tarte flambée med bacon og løg samt en grøn salat med vinaigrette
4-5 pers.

Dej
Ingredienser
500 g hvedemel
3 tsk salt
4 spsk olivenolie
3-4 dl koldt vand

Fyld
Ingredienser
400 g flødeost – jeg brugte Philadelphia
3 dl creme fraiche
2 æggeblommer
1/2 tsk salt
Peber
1/2 tsk muskatnød
6 hakkede løg
600 g bacon
Hakket purløg til pynt

Bland alle ingredienserne til dejen i en skå og rør den på røremaskine eller ælt den i hånden, til dejen har samlet sig. 

  1. Del den i fire lige stor portioner og læg den til side. Den skal ikke hæve.
  2. Lav så fyldet til at smøre på bunden. 
  3. Bland flødeost, creme fraiche, æg, salt. peber og muskatnød og pisk det godt igennem. 
  4. Stil til side.
  5. Hak løgene. 
  6. Steg baconen til den lige har taget farve.
  7. Tænd ovnen på 275 grader.
  8. Rul dejene ud til de er 2-3 mm tykke. De er lidt svære at rulle ud, men bare bliv ved. Det lykkes til sidst. 
  9. Læg bagepapir på en bageplade og læg dejen derpå. 
  10. Smør derefter et lag creme fraicheblanding ud over bunden. 
  11. Læg omkring 150 g bacon og et par håndfulde friskhakkede løg på hver. 
  12. Bag dem i 10-12 minutter. Inden servering drysses purløg over.

    Serveres med en blandet grøn salat med lidt olie, balsamico, salt og peber på.