Brusebadsboller

Hvis man ikke lige har fået sat en koldhævet dej over om aftenen eller fået købt en pose morgenbrød dagen før, er brusebadsboller en god løsning. Det er som oftest en dej med meget gær i, da den helst skal hæve hurtigt. Og meget gær betyder som regel også en lidt kortere holdbarhed. De fungerer nu også fint et par dage efter på risteren. En ristebolle med koldt smør og ost er nu heller ikke dårligt.

Jeg har altid forskellige typer mel og kerner i huset. Tipo OO hvedemel, ølandshvedemel, speltmel og forskellige typer af fuldkornshvedemel. Derudover har jeg altid havregryn, solsikkekerner og græskarkerner. Så er det altid muligt at trylle et brød sammen. Hvis man ikke bager meget, er tørgær en god løsning, da den holder meget længere end frisk gær.

Brusebadsboller

Brusebadsboller

16 stk.

Ingredienser

  • 1 pakke gær
  • 7 dl lunkent vand
  • 20 g salt
  • 1 spsk honning
  • 200 g fuldkornsmel
  • 800 g hvedemel tipo 00
  • 50 g græskarkerne
  • 1 håndfuld kerner til toppen
  1. Opløs gær i det lunkne vand sammen med salt og honning.
  2. Tilsæt græskarkernerne.
  3. Derefter tilsættes først fuldkornsmelet og så hvedemel, til dejen slipper røreskålens sider.
  4. Ælt i omkring 6-7 minutter.
  5. Del dejen op i to dele og rul dem til pølser.
  6. Skær hver pølse op i 8 boller.
  7. Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og læg et fugtigt viskestykke over.
  8. Lad bollerne hæve i 20 minutter.
  9. Drys græskarkerner oven på bollerne og tryk dem forsigtigt fast.
  10. Tænd ovnen på 250º.
  11. Lad bollerne hæve til ovnen er varm.
  12. Hæld en kopfuld koldt vand i en bradepande nederst i ovnen.
  13. Sæt bollerne ind og sluk ovnen i 5 minutter.
  14. Tænd ovnen igen på 200º og bag bollerne i 15-20 minutter, til de lyder hult, når man banker på bunden af bollen.
  15. Køles af på en rist.