Ciabatta

Der er vel ikke noget lækrere end hjemmebagt brød.  Og når man først kommer i gang, så er det nærmest ikke til at stoppe. Til min mors fødselsdag bagte jeg fire forskellige brød: Softkernerugbrød, fransk landbrød og foccacia, hvor opskrifterne allerede ligger her samt ciabatta. Det kræver, at man laver en fordej aftenen før, men udover det er det supernemt og meget lækkert.

Jeg rører næsten altid brødene på min røremaskine, da det kan være temmelig hårdt at stå og ælte i 10 minutter i hånden. Derudover investerede jeg på et tidspunkt i en dejdeler, som er en slags dejskraber i stål, men som også er supergod til at håndtere meget flydende dej. Den koster 63 kr. hos kunstogkoekkentoej.dk.

Jeg bruger mange slags mel, men til ciabatta og lignende brød er det godt at bruge italiensk hvedemel tipo 00, som har et højt glutenindhold. Det er malet fint, og det øger melets evne til at optage vand, som så giver en elastisk dej. Brødet får en sej krumme og en meget sprød skorpe.

Ciabatta

Ciabattabrød

3 stk.

Fordej

Ingredienser

  • 5 dl koldt vand
  • 10 g gær
  • 500 g hvedemel tipo 00
  • 15 g havsalt

Brød:

Ingredienser:

  • 800 g hvedemel tipo 00
  • 5 dl koldt vand
  • 20 g havsalt
  1. Aftenen før laves fordejen. Alle ingredienserne blandes grundigt sammen i en røreskål.
  2. Lad fordejen stå dækket med et klæde i mindst 8 timer. Jeg har haft den stående i op til 12 timer uden problemer.
  3. Næste dag laves dejen.
  4. Hæld vandet i en stor røreskål. Tilsæt havsalt, hvedemel og fordejen.
  5. Rør dejen i 15 minutter. Tilsæt evt. 100-200 g hvedemel mere.
  6. Dejen er meget blød, når den er klar.
  7. Lad den hæve i 2-2 1/2 time.
  8. Varm ovnen op til 240 grader med pladerne inde. Sæt en lille bradepande i bunden til lidt vand.
  9. Strø mel på køkkenbordet og hæld dejen ud.
  10. Når ovnen er varm, tages pladerne ud og beklædes med bagepapir.
  11. Del dejen i tre dele med din dejdeler og læg dem over på pladerne.
  12. Smid en kop vand i den nederste bradepanden.
  13. Bages i ca. 20 minutter og køles derefter af på en bagerist.
Fransk landbrød, ciabatta, foccacia og softkernerugbrød