Foccaciabrød med havsalt og rosmarin

Foccaciabrød med havsalt og rosmarin

Det her er det nemmeste brød at bage. Det kan laves aftenen i forvejen, du skal ikke ælte det med hænderne, og det lægges i bradepanden med det samme, så du bare skal tage det ud af køleskabet og sætte det i ovnen.

Det er et lækkert og luftigt brød, som kan bruges som madbrød, sandwichbrød, bruchetta og meget mere. Det holder fint et par dage.

Foccacia vers. 1


Foccacia vers. 1

Ingredienser

7 dl koldt vand
15 g gær
15 g salt
2 spsk olie
1 spsk sukker eller honning
600-700 g mel – ofte bruger jeg fuldkornsdurummel, speltmel og hvedemel. Pas på med for meget rugmel og grahamsmel, da det ‘æder’ væsken.
Havsalt
Frisk eller tørret rosmarin

  1. Gæren opløses i det kolde vand. 
  2. Salt, sukker og olie tilsættes. 
  3. Til sidst røres melet i, til dejen ligner en tyk havregrød, og skeen kan stå selv i dejen.
  4. Dejen hældes i en smurt bradepande på 20 x 30 cm. 
  5. Dryp lidt olie på og drys havsalt og rosmarin på. 
  6. Dækkes med film og sættes i køleskabet i mindst 6 timer, gerne natten over.
  7. Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå på køkkenbordet, mens ovnen varmes op til 210 grader.
  8. Bages i 25-30 minutter.


TIP! I stedet for rosmarin kan man sætte oliven eller cherrytomater ned i dejen, inden den sættes til koldhævning.