Franske flutes

Flutes til bruchetta

Vi holdt Annes fødselsdag i lørdags. Mange af retterne har jeg allerede lagt opskrifter ud på, men her får I buffeten, som vi serverede:

Forret
Bruchetta med:
Champignon med Peters hjemmerøgede bacon
Stegt courgette med serranoskinke og ristet persille
Bøffelmozzarella og tomat

Hovedret
Culottesteg
Flæskesteg på grillen
Andebryst
Rodfrugtsalat
Bønnesalat
Romanescosauce
Tsatsiki
Foccaciabrød

Dessert
Blommefrangipane med vanillesyltede blommer og vanilleis

Til bruchettaen bruger jeg altid disse flutes. De skal helst bages dagen før, for så er de nemmest at riste. Til disse flutes bruger jeg en surdej, som skal laves et par dage før.

Franske flutes

Opskrift på flutes
6 stk

Surdej
200 g hvedemel
1 spsk honning
1 dl lunkent vand
1 dl surmælksprodukt
2 g gær

  1. Opløs gæren i vandet. 
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør rundt.
  3. Hæld surdejen på en lukket beholder og sæt den i køleskabet mindst to døgn, før den skal bruges.
Flutes
 
Ingredienser
25 g gær
6 dl koldt vand
15 g salt
1 dl olie
25 g surdej
1 kg italiensk hvedemel
  1. Opløs gæren i vandet.
  2. Tilsæt salt, olie og surdej.
  3. Tilsæt mel og enten ælt det eller rør det på røremaskine, til dejen er glat.
  4. Lad dejen hvile i en halv times tid.
  5. Rul flutene ud og lad dem hæve til dobbelt størrelse omkring 1 1/2 time. Drys lidt mel over flutene.
  6. Tænd ovnen på 250 grader.
  7. Lav tre ridser på tværs i hvert flutes med en skarp kniv eller en flutesnitter (se tips!)
  8. Sæt en lille bradepanden eller et lille fad i bunden af ovnen. 
  9. Hæld en kop vand i.
  10. Sæt flutene ind. Sluk ovnen i 5 minutter og tænd derefter på 220 grader.
  11. Bag flutene i 10-15 minutter.