Hveder

Så nærmer torsdag før store bededag sig, og vi skal traditionen tro have hveder. Denne gang har jeg forsøgt at bage selv. Jeg har ellers ofte købt dem ,men efter flere gange at have styrtet rundt fra bager til bager for at få dem, så har jeg bagt selv. Og det blev de bestemt ikke dårligere af.

Friskbagte hveder

Ingredienser

12 stk.

  • 25 g gær
  • 21/4 dl mælk
  • 1 tsk salt
  • 50 g sukker
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 2 æg
  • 600 g hvedemel
  • 75 g blødgjort smør
  1. Varm mælken op til omkring 40º
  2. Opløs gæren i den lune mælk.
  3. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og æg og rør det sammen.
  4. Tilsæt næsten al melet og enten ælt i hånden eller rør på røremaskine i 7-8 minutter.
  5. Ælt det blødgjorte smør ind i dejen.
  6. Tilsæt mel, så dejen lige akkurat er blevet fast.
  7. Lad dejen hæve en halt times tid på køkkenbordet.
  8. Smør en bradepande på ca. 28×17 cm.
  9. Form bollerne – de skal veje omkring 100 g pr.stk.
  10. Sæt bollerne i bradepanden, så de lige præcis ikke rammer hinanden.
  11. Lad dem hæve en times tid til.
  12. Tænd ovnen på 190º
  13. Bages i 15-20 minutter.
  14. Når hvederne er færdige, står de 5-10 minutter i formen, hvorefter de vendes ud på en bagerist til afkøling.
  15. Ristes før de serveres med koldt smør.