Kartoffelbrød

Kartoffelbrød

Sikke dog en herlig jul. Anden juledag havde vi hele familien til julefrokost. Alle har en eller flere retter med, hvilket skaber en fantastisk buffet. Som regel i helt vanvittige mængder, men det hører vist julen til.
Jeg bagte brød. Både et klassisk franskbrød (kommer på bloggen i morgen) og et kartoffelbrød. Begge brød fungerede fint til maden.
Kartoffelbrødet er oplagt, hvis man har en rest kartofler fra aftenen før. Det kan være svært at regne ud, om et stort brød er bagt færdigt. Det kan lyde hult, når man banker på det og dog stadig være lidt klægt i midten. Jeg læste et sted, at brødets kernetemperatur skal være 100 grader. Jeg fik et elektronisk stegetermometer i og prøvede metoden af, og det virkede.

Kartoffelbrød


Kartoffelbrød
Ca. 18 skiver

Ingredienser
3 dl lunkent vand
30 g gær
1 dl creme fraiche eller andet surmælksprodukt
10 g salt
6-8 små kogte kartofler
150 g durummel
500-600 g hvedemel

  1. Opløs gæren i det lunkne vand.
  2. Tilsæt creme fraiche, salt og revne kartofler
  3. Rør først durummel og derefter hvedemel i.
  4. Ælt til dejen er glat.
  5. Lad dejen stå i skålen i en halv time.
  6. Hæld rigeligt mel i en hævekurv eller læg dejen på en bageplade.
  7. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse ca. 1 1/2 time
  8. Tænd ovnen på 250 grader.
  9. Sæt en lille bradepande ind i bunden.
  10. Hæld brødet forsigtigt ud på en bageplade med bagepapir.
  11. Hæld en deciliter kold vand i bradepanden og sæt brødet ind.
  12. Sluk ovnen i fem minutter og tænd derefter ovnen igen på 200 grader.
  13. Bages i 35-40 minutter. Tjek evt. med stegetermometer. Brødet skal være 100 grader i kernetemperatur.