Koldhævede morgenboller vers. 1

Koldhævede morgenboller

Mine koldhævede morgenboller stammer tilbage fra tiden i yngstedatterens mødregruppe, hvor Christine introducerede dem. Jeg har prøvet mange andre opskrifter, men jeg vender dog altid tilbage til dem. De er lækre friske, men også rigtig gode ristede. De kan fryses.

Friskbagte boller, hjemmelavet brombærsyltetøj,
hjemmelavet mysli og espressokaffe med varm mælk.
Christines koldhævede morgenboller
Ca. 18 stk

Ingredienser

7 dl koldt vand
10 g gær
10 g salt
3 dl havregryn
1 spsk sukker eller honning
Ca. 700 g mel – jeg bruger speltmel, fuldkornshvedemel, hvedemel alt efter melskuffens indhold

  1. Gæren opløses i vand med salt og honning. Havregrynene røres i.  
  2. Melet tilsættes lidt ad gangen, til dejen har en konsistens som en tyk havregrød. Skeen skal kunne stå selv.
  3. Dejen sættes i køleskab natten over eller mindst 6 timer.
  4. Sæt ovnen til 205 grader varmluft.
  5. Læg bagepapir på to bageplader. 
  6. Dejen sættes på pladerne med en ske, som jeg dypper i koldt vand mellem hver bolledej.
  7. Jeg har altid en lille bradepande stående i bunden af ovnen. Så inden jeg sætter pladerne ind, hælder jeg en kop koldt vand i bradepanden. 
  8. Bollerne bages ca. 15 minutter, til de er lysebrune og let kan tages af bagepapiret.
Friskbagte boller