Fransk paté med grønne oliven

Paté med grønne oliven

Vi er lige kommet hjem fra den mest fantastiske ferie i Ecorsaint i Bourgogne. Huset lå en lille times kørsel fra Dijon blandt hvedemarker og brølende køer. Et besøg i supermarkedet i Venneray var en herlig oplevelse, for charcuteriafdelingen bød på lækre skinker, rillettes, pateer og meget mere.

Vi kørte derned, og en fast tradition i vores lille familie er besøget i City Grossmarkt i Flensborg, hvor vi køber alverdens lækre tyske leverpølser, spegepølser og ost med hjem og serverer for familien. I år besluttede jeg mig så for selv at lave en paté, og valget faldt på denne. Og så havde jeg også lige fået en fin patéform af Valborg, som skulle prøves af samtidig. Pateen skal laves 1-2 dage før, den skal serveres.

_________________________________________________________________

Fransk paté med grønne oliven

14-15 skiver

  • 1/2 kg hakket svinekød 10-15% fedt
  • 2 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1/2 dl hvidvin
  • 1 dl fløde
  • 1 æg
  • 1/4 tsk muskatnød
  • 2 tsk frisk timian
  • 1 dl grønne oliven eller hvad man har i køleskabet
  • Salt og peber
  • 1 1/2 pakke bacon i strimler
  • 2 laurbær
  1. Der er to fremgangsmåder: Hvis du har en foodprocessor, så blandes alle ingredienserne i den, og det blandes sammen.
  2. Hvis du ikke har en foodprocesser, så hakkes løget fint, og oliven skæres i grove tern. Derefter blandes alt sammen.
  3. Tænd ovnen på 180º
  4. Smør din form og beklæd den med bacon.
  5. Læg farsen ovenpå og dæk den med bacon.
  6. Læg laurbærene ovenpå.
  7. Læg låg eller folie over.
  8. Hæld 3-4 cm kogende vand i bradepanden og sæt formen ned i.
  9. Bages 1 1/2 time.
  10. Sæt på køl i 1-2 dage før servering.