Varmrøget laks

Varmrøget laks

Jeg har i lang tid forsøgt mig med røgning, og jeg synes ikke, at det er helt ukompliceret. Vi købte en røgeovn, men den er svær at varmrøge i. Så har jeg forsøgt mig i Weberen med hæderlige forsøg, men jeg var stadig ikke helt tilfreds.

Vi har nu investeret i en gasgrill, og så ville jeg prøve igen. Efter et par forsøg lykkedes det endelig, da vi holdt fødselsdag. Vi havde været i Inco for at købe ind, og der fandt vi en hel lakseside til en god pris. Så skulle der røges. Jeg har prøvet flere gange med røgflis, både i  røgbakke og direkte på varmen, men det bliver ikke til meget røg. I stedet har jeg købt røgsmuld hos den lokale jagtforretning, som jeg hælder i to små foliebakker og sætter ind i grillen, så snart som jeg tænder den. Og så skal man have tålmodighed, for det tager tid, inden røgen kommer. For virkelig at give røgen én over nakken, har jeg også købt to cedertræsplanker hos Bilka, som jeg lagde laksen på. Og så lykkedes det. Familien var lykkelig, og knap tre kilo varmrøget laks forsvandt som dug for solen.

Jeg har ikke skrevet mål på ingredienserne, da det kommer meget an på laksens størrelse, bredde og tykkelse.

____________________________________________________________

Varmrøget laks

4-5 pers.

  • 1 kg lakseside af god kvalitet
  • Salt og sukker
  • Olivenolie
  • Flydende honning
  • Citronpeber (købt hos Søstrene Greene)
  1. 12-24 timer før røgning tørres laksen grundigt af, lægges i et fad. Drys salt og sukker over, dæk fadet med film og sæt den på køl. Tjek laksen et par gange og hæld overskydende væske fra.
  2. Gør grillen og røgsmuld klar. Grillen skal ikke blive for varm. Officielt siger man højst 150º, men jeg havde den inde på omkring 200º.
  3. Dup laksen tør og  hæld et lag olie og honning over laksen.
  4. Krydr med citronpeber.
  5. Læg laksen på cedertræplankerne, hvis du har dem. Ellers læg den på et stykke folie lagt dobbelt.
  6. Så er det ind til røgen. Røgtiden er svær at sige. Man er nødt til at holde øje med den, da det igen varierer meget fra lakseside til lakseside. Man kan evt. mærke sig frem. Når den føles fast eller når de hvide proteiner fra laksen siver ud, så er den klar.