Halloweenkage med græskar og edderkopper

Halloweenkage med græskar og edderkopper

Så nærmer halloween sig, og de fleste familier skærer græskar ud. Alle ligger inde med mængder af græskar, som oftest bare bliver smidt ud. Jeg har tidligere postet en græskarsuppe, men hvis I mere er til det søde, så er denne kage alle tiders. Vi kastede os ud i fondantedderkopper. Det har vi aldrig prøvet før, men det var vældig sjovt. Næsten som at lege med modellervoks.
I weekend’en skal vi gøre os klar til mandag, hvor Ida får tre venner på besøg. Traditionen tro skal de have gryderet med øjne i og fingerbrød. Jeg poster opskriften søndag. Øjnene har jeg købt hos Fest og Farver i Lyngby, som også ligger inde på Nørrebrogade. Hvis I ellers skal finde fantastisk pynt, så er et besøg hos Festtema i Ballerup en god idé.

Halloweenkage med spindelvæv og edderkopper

 Halloweenkage med græskar og edderkopper
12 stk.
Ingredienser

300 g self raising flour eller 300 g alm. hvedemel + 1 ekstra spsk. bagepulver
300 g brun farin
3 tsk engelsk søsterkagekrydderi eller engelsk julekagekrydderi – fås hos fru Hurup i Lyngby og nogle supermarkeder
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
4 æg
200 g smeltet smør
1 dl mælk
500 g revet græskar, hokaido eller butternutsquash

Topping

200 g flødeost 
85 g blødt smør
100 g flormelis
Saft og skal af en halv citron

Tænd ovnen på 180 grader.

  1. Bland mel, brun farin, krydderi, bagepulver og salt i en stor skål.
  2. Smelt smørret og lad det køle lidt af.
  3. Skræl græskarret og riv det.
  4. Pisk æggene sammen. 
  5. Hæld mælk i smørret og derefter æggene.
  6. Bland æggeblandingen med melblandingen og rør det godt sammen.
  7. Til sidst tilsættes græskarret.
  8. Smør en stor springform og hæld dejen i.
  9. Bages ca. 30 minutter.
  10. Så skal toppingen laves. 
  11. Hæld alle ingredienserne i en skål og pisk den glat med elpiskeren.
  12. Smøres på toppen af den afkølede kage.

    Vi lavede edderkopperne af sort fondant, som vi havde købt hos fru Hurup. Spindelvævet ‘tegnede’ vi med icing paste på tube, som vi fandt hos Netto. Vi brugte youtube.com som inspiration til edderkopperne.