Engelske muffins

Engelske muffins
Søndag morgen med god morgenmad og familien samlet omkring sig. Det er da en dejlig ting. I dag ville jeg prøve at lave engelske muffins. Jeg er begyndt at se The British Bake Off, og de laver de mest fantastiske ting. Engelske muffins skal ikke bages, men steges. En noget speciel fremgangsmåde, men det fungerede fint. De smager fuldstændig fantastisk med koldt smør og hjemmelavet brombærsyltetøj. 

Sammen med de engelske muffins fik vi en lille skål græsk yoghurt med vanillesyltede blommer og en cafe latte. Opskriften på græsk yoghurt med vanillesyltede blommer ligger på hjemmesiden.

Engelske muffins

Engelske muffins

7-8 stk

Ingredienser

15 g gær
1 3/4 dl mælk
6 g salt
15 g sukker
1 æg
15 g blødgjort smør
300 g hvedemel
15 g semolina eller polenta
1 spsk olie til skålen

  1. Lun mælken og opløs gæren deri. 
  2. Tilsæt derefter salt, sukker, det blødgjorte smør og ægget og tilsidst blandes melet i. 
  3. Ælt dejen i ca. 10 minutter, til den er blød og blank.
  4. Lad dejen hæve 1 times tid. 
  5. Rul dejen ud til 2 1/2 cm tykkelse og tryk muffins ud i ca. 9 cm størrelse.
  6. Læg dem på en bageplade og drys halvdelen af semolinaen ud over dem.
  7. Lad dem efterhæve i 30 minutter. 
  8. Drys det resterende semolino over, inden de bliver bagt.
  9. Sæt en pande over på mellemvarme. 
  10. Bag muffins i ca. 12 minutter på hver side.