Hjemmesyltede rødbeder

Hjemmesyltede rødbeder

Rødbederne bugner på grønthylderne i supermarkedet, og jeg fik lyst til at sylte. Der er ikke noget bedre end at have hjemmesyltede produkter i køleskabet. Så ved man da, hvad der er i!
Det er faktisk ikke nogen sag. Dog kan jeg anbefale, at man anskaffer sig engangshandsker, da rødbederne smitter temmelig meget af.
Der findes et hav af syltebøger. Jeg bruger altid Nanna Simonsens kogebog ‘Smag af Danmark’. Det er en meget inspirerende og gennemarbejdet kogebog. Den er med til at redde julegåsen hvert år! Nanna bruger mange krydderier. Resultatet er en velsmagende rødbede.

Hjemmesyltede rødbeder

Ingredienser

1 1/2-2 kg rødbeder
4-5 cm frisk peberrod

Lage
3/4 l lagereddike
300-350 g sukker
3 laurbær
6 nelliker
20 allehåndefrø
10 peberkorn
3 fed hvidløg i skiver
2 dildskærme

  1. Rødbederne skylles, lægges i en gryde og dækkes med vand. 
  2. Tilsæt salt. 
  3. Rødbederne koger 30-45 minutter, til de er møre. 
  4. Vandet hældes fra og hældes over med rigelig koldt vand. 
  5. Skindet pilles af, og rødbederne skæres i tynde skiver og puttes i et rent, skoldet sylteglas. 
  6. Peberroden skæres i tynde skiver og lægges ned til rødbedeskiverne.
  7. Eddike, sukker og krydderier koges op. Tages af varmen og køler af i 5 minutter.
  8. Hvidløgsskiverne tilsættes, og lagen koges op. 
  9. Tages derefter af varmen. 
  10. Smag til med salt.  
  11. Dildskærmene lægges øverst i glasset, og lagen hældes over.

TIP: Du kan sagtens bruge lagen to gange. FIltrer lagen og kog den op igen.