Krydderolier

Krydderolier – sommer på flaske!

Vi har ude ved køkkenet en lille forhave, hvor vi for nogle år siden etablerede et krydderurtebed. Dels fordi det er nemt at have krydderurterne lige ved hånden, dels fordi vi ingen snegle har derude. 
Vi har prøvet os frem med forskellige urter. Nogen overlever vinteren og andre ikke. Nogen er mest i bedet for sjovt, og andre bruger vi jævnligt. Sikre vindere er rosmarin, timian, salvie og oregano. Så har vi også chilioregano, estragon, mynte og skovsyre, som vi bruger en gang imellem.
Det har i mange år ærgret mig, at jeg ikke har fået gjort noget med krydderurterne inden vinteren. I dag fik jeg gjort lidt. Jeg lavede olie af rosmarin og salvie, som jeg kan bruge til salatdressinger. Sommer på flaske!

 

 

 

 

 

 

 

Salvieolie

30 salvieblade
1/2 liter olie

  1. Olien varmes op til 70 grader.
  2. Salviebladene blendes med den varme olie og sigtes efterfølgende gennem et klæde.
  3. Krydderolien hældes på en ren flaske.

Rosmarinolie

4-5 rosmarinstængler
1/2 liter olie

  1. Olien varmes op til 70 grader.
  2. Rosmarinbladene blendes med den varme olie og sigtes efterfølgende gennem et klæde.
  3. Krydderolien hældes på en ren flaske.